Taknemmelighed [Del 1]

NOTE:

Denne sex novelle kommer i 3 dele – her er 1/3.

 


 

Himmel og Jord stod i ét. Regnen mere end mørket gjorde det umuligt at se ud af forruden. Lastbilens lygter tegnede slørede kegler mod den sorte asfalt, og i distancen lyste pletter af rødt som spredte gløder fra et slukket bål, der viste baglygterne fra bilerne foran. Det var umuligt at vurdere om de var tredive eller trehundrede meter væk, men stadig stoppede Leif ikke vognen. Det de ubrugelige papirskubbere ikke forstod, var at langturschauffører som ham selv blev betalt per job, ikke per time. Hviletidsbestemmelserne var en perversitet der angreb livsstilen.

Man kunne ikke stoppe for i man var lidt træt, eller fordi der var lidt uvejr, eller af nogen anden grund for den sags skyld. Fagforeningsbeskyttede uduelige socialister ville aldrig få indsigt i hvordan den virkelige verden fungerede. Ifølge Leif var der dem der lavede rigtigt arbejde: Der var nogen der solgte ting, nogen der købte ting, og nogen der sørgede for at tingene kom fra A til B. Alt andet var opfundet for at dovne mennesker kunne lade som om de lavede noget af nytte. Regnvejret havde for længst ødelagt Leifs humør, og det hjalp heller ikke på det at han sidst havde sovet i forgårs. Han kørte delvist igennem uvejret så adrenalin og dødsangst kunne holde ham vågen.

Der var ikke mere end et par hundrede kilometer til han nåede Als og kunne læsse af og komme hjem. Det gjorde egentlig ikke noget at han kørte blindt – der var ingenting at se på vej op gennem Sønderjylland. Af og til kom han for tæt på kanten af motorvejen og blev vækket af lyden fra rumlestriben, og rettede op. Lige efter han kom over grænsen skøjtede lastbilen over et oversvømmet stykke vej, men han holdt sig inde på vejen uden problemer. De sidste halvtreds kilometer følte han sig nærmest uovervindelig – der var intet der kunne stoppe ham. Ikke søvnmangel, ikke storm og vand, ikke idiotiske hviletidsbestemmelser. Det var først da han drejede af motorvejen og ind på en landevej som løb gennem et skovområde at noget gik galt.

Han var faldet lidt hen, da lyden af et bump vækkede ham. Han greb instinktivt hårdt fast om rettet, og var i de første sekunder bange for at have ramt et træ. Overraskende nok var han stadig på vejen, men i det begyndende tusmørkelys kunne han se at han højre forlygte var gået ud. Han måtte have ramt noget. Kulde greb ham. Det begyndte i maven og spredte sig til hele kroppen. Han bremsede ned og holdt ind til siden. Hans hjerte bankede. Kunne det være en morgenløber? Var der nogen der stod op før klokken halv fem for at dyrke motion? Han håbede det virkelig ikke. Det var en mental kraftanstrengelse at åbne døren og komme op fra sædet. Regnen stod stadig ned, og han slog sin hætte op. Der var ingen andre biler på den lille vej, og kun lastbilens summende motor og lyden

fra regndråber mod metaltaget og asfalten der stod imod nattens stilhed. Leif kunne se en silhuette ligge ved siden af vejen nogle meter bag lastbilen. Han vidste ikke om han bildte sig det ind, men skikkelsen så ud til at bevæge sig. Et suk undslap hans læber. Det skete nogen gange at man ramte noget, og efter at have været i jobbet i mere end to årtier var følelsen ikke fremmed for Leif. Det var stadig ubehageligt, men det ville være værre at lade det stakkels kræ ligge og lide. Han havde ikke sit gevær med, så det var begrænset hvad han kunne gøre. Hvis det stod helt galt til ville han dreje halsen om på det.

En enkelt gang var det lykkedes ham at få en hjort kørt hen til nærmeste dyrlæge. Han havde været ung dengang, og dyret var prompte blevet aflivet. Nogle af de gamle havde lavet godt grin med hans ’blødende hjerte’, men behandlingen havde ikke gjort ham hårdere. Sådan var det ude på vejen. Der var ikke meget sjovt at have, så man måtte lave grin med hinanden.

Han var tæt nok på til at kunne se hende trække vejret. Det var et dådyr. Hendes pels malet mørkebrun af regnen. Ørerne lå trist ned af hendes smalle hoved, som om at hun selv godt vidste at det var ude med hende.

Leif bøjede sig ind over kroppen da han var helt henne ved siden af. Hun rystede, måske af kulde, måske af frygt. Øjnene var stod på vid gab, og han ville have svoret at hun kiggede bønfaldende på ham. Leif tog et kig på skaderne. Det så ud til at han kun havde snittet hende, men med en lastbil var det nok til at have kastet hende et godt stykke fra vejen. Det højre forben var tydeligvis brækket, men ellers var hun sluppet med et alvorligt chok. Ikke at det ville gøre en forskel. Et dådyr med et brækket forben ville ikke holde lang tid ude i naturen. Der ville gå betændelse i skidtet på ingen tid, og så var der kun lidelse tilbage hvis ikke noget større spiste hende inden. Det var en satans skam.

Sådan en lille ting, så let at fikse, men alligevel en dødsdom. Han overvejede at ringe til en dyrlæge, men en fornemmelse sagde ham at det nok ville ende på samme måde som sidst. Han kiggede hende i øjnene, og vidste med det samme at han ikke ville kunne få sig selv til at ende hendes liv. Der var noget dybt, nærmest menneskeligt, over den måde hun betragtede ham på. Hun var endda stoppet med at ryste. Før han vidste af det, havde han taget hende op i sin favn. Hun lagde sig øjeblikkeligt ind til ham.

Hvor lang tid tog en kogle om at hele? Fire uger? Seks? Han ville rette knoglen og sætte en splint på – det kunne enhver idiot gøre. Han kunne tage ferie de første to uger – fodre hende og sådan. Derefter kunne han give hende en slynge om benet og lade hende gå i haven mens han var på arbejde. Det var nok ikke det mest optimale i verden, men bedre end at dø til både dyrlægen og moder natur. Det kunne være en slags god karma. Gode handlinger der førte til andre gode handlinger. Han havde hørt om det i radioen engang.

Tilbage ved lastbilen åbnede han ladet og lagde hende ind sammen med kasserne. Han anede ikke hvad han fragtede, kun hvor det skulle sættes af, men der var fint plads til et dådyr, og det så ikke ud til at kasserne havde rykket sig det mindste på turen, så det var nok noget tungt. Han ville alligevel køre forsigtigt resten af vejen for en sikkerheds skyld. Dådyret kiggede op på ham igen som han lukkede lågerne. Stakkels dyr vidste nok ikke hvad der foregik. Hun bøjede hovedet af ham i en rimelig menneskelig gestus før hun lagde sig til rette. Nok noget han bildte sig ind. Der var gået lang tid siden han havde sovet sidst.

Hvad syntes du om indlægget?

      Efterlad et svar

      Lovebuddy.dk