Sadomasochismens rødder

Når vi siger sadomasochisme, falder ordet så let i munden, som når vi siger homoseksuel eller fetich. Det er blevet et ord, der indgår i vores ordforråd, og vi ved alle hvad vi mener, når vi siger det – næsten. For hvad har egentligt været med til at forme den forståelse af sadomasochismen som vi har i dag? Hvordan kan det være at vi til dels har en fællesforståelse af dette ord?

Begrebet Sadomasochisme er et sammensat udtryk, der oprindeligt har sit udspring fra to personer; Marquis de Sade og Leopold von Sacher-Masoch. Begge har de utvivlsomt i deres private liv haft elementer af en henholdsvis sadistisk og masochistisk seksualitet, men deres interessante fællesnævner er; det litterære udtryk. Et udtryk, der i langt højere grad end den personlige livsførelse, former det senere så kætteriske og begrebsladede ord; sadomasochisme, vi i dag gør almen brug af.

Deres skønlitterære værker har basalt set været med til at danne begreberne sadisme og masochisme. Tidligere artikler på morethanvanilla.dk har beskæftiget sig med henholdsvis Marquis de Sades og Leopold von Sacher-Masochs litterære udtryk, samt de elementer, der kan siges at ligge til grund for forståelsen af disse ord.

George Bataille Men denne artikel vil være dedikeret til forfatteren og filosoffen; George Bataille. Han er en af de mænd, der har åbnet muligheden for, at vi i dag kan diskutere den pornografiske litteratur. Der har sørget for, at bl.a. Marquis de Sade og Leopold von Sacher-Masoch ikke er sygnet hen i glemslen af skammelige bøger, der intet havde at bidrage til denne verden. For man skal ikke være blind for, at hvis ikke filosofien og psykoanalysen havde åbnet op for en forståelse af, at det erotiske og seksuelle var og er af markant betydning for mennesket, så havde disse bøger næppe overlevet et genoptryk. Det er tildels Batailles fortjeneste, at der i dag er en anerkendelse af den seksuelle og pornografiske skønlitteratur som mere og andet end bare uartigt og grimt. At begrebet sadomasochisme har overlevet den perverterede og sygelige myndiggørelse – selvom der stadig er et stykke vej at gå.

Overskridelsens erotik – om Batailles erotiske filosofi Franske George Bataille (1897-1962) er en af de moderne filosoffer, der har været mest markante indenfor forståelsen af erotikken og dens grænseland. Sammen med psykoanalysens fædre; Freud og Lacan, er det bl.a. Batailles fortjeneste, at der i den moderne kultur er en almen forståelse for erotikken og det seksuelle.

Udover at Bataille har bidraget med flere skønlitterære romaner, der i fortællingens form søger at vise det smukke ved det seksuelle og det erotiske, så går Bataille ind både på det filosofiske og det poetiske område og berører det basale i menneskets seksualitet. Blandt hans filosofiske værker kan nævnet: “Det fordømte overskud” fra 1949, “Litteraturen og det onde” (1957) og “Erotikken” (1957). Skønlitterært er han mest kendt for “Historien om øjnet”, “Madam Edwarda”, “Min mor”, “Den Lille”, “Den døde” og “Himlens blå”, hvoraf de fleste udkom efter hans død.

Bataille udsprang af den franske surrealisme i 20’erne, hvilket hans skønlitterære bøger bærer præg af. Tager man den mest kendte fortælling på dansk “Historien om øjet” (udgivet posthumt 1966) – så kan det umiddelbart være svært at læse denne fortælling uden til tider at sukke opgivende og tænke “adrk”. For det bliver næsten for meget med romanens fortællinger om urinsex, nekrofili, sodomi, mord og meget andet godt. Historien forsøger nemlig at gennemspille enhver tænkelig form for, hvordan det seksuelle kan overskrides. Hvordan håndterer man sådan en fortælling, hvad kan man bruge den til andet end at tænke “adrk” og endnu værre – hvorfor pirres jeg over fortællingen, samtidig med jeg tænker “adrk”?

Man kan selvfølgeligt tage Freuds briller på og tale om Batailles eget forhold til sin mor. Men selvom Bataille er inspireret af både Freud og Lacan, så glemte han ikke sin gamle skole surrealismen. Og det er med surrealismens vigtigste værktøj; metaforen, som han gør brug af i sine historier, at man bedst får forklaret sin egen indre uro.

En metafor er en meningsoverførsel, et overført billedligt udtryk – dvs. man kan tage f.eks. et udtryk og bruge den i en anden sammenhæng som f.eks. begrebet en klaverbokser eller medieluder.

I “Historien om øjet” griber Bataille f.eks. fat i en basal metafor – ægget. Ægget bruges i hele romanen som et element der i overført betydning får en central rolle i de seksuelle udskejelser, der beskrives. Ægget kan forstås både som livgivende samt uendeligt i form (det runde æg kan ikke siges at have en begyndelse eller slutning). Sammenholdt med overskridelsen af det normale, er det Batailles forsøg på at illustrere det område, menneskets seksualitet og erotik bevæger sig i. For i bund og grund ønsker Bataille at sætte et fedt spørgsmålstegn ved, hvorfor mennesket anser det seksuelle som et stort problem. Hvorfor vores seksuelle adfærdsmønstre er så indviklede, så intellektualiserede, ritualiserede, juridiske, religiøse og metafysiske (grundlæggende) – noget som også S/M bærer præg af i dag.

“Og da jeg spurgte hende, hvad ordet tisse fik hende til at tænke på, svarede hun ridse, øjnene, med en ragekniv, noget rødt, solen. Og et æg? Et kalveøje, på grund af hovedets farve (kalvehoved) og også, at æggehvide er det helt hvide i øjet, æggeblommen er pupillen. Øjets form var efter hendes mening også æggets. Hun bad mig love hende, når vi kunne gå ud, at skyde æg i solen med revolver, og da jeg svarede, at det var umuligt, argumenterede hun længe med mig for at overbevise mig med fornuftsgrunde. Hun fabrikerede muntre ordspil og sagde for eksempel snart afskalle et øje snart stikke et æg ud, og fremførte ganske uholdbare ræsonnementer. I denne forbindelse tilføjede hun yderligere, at lugten af røv for hende var en krudtlugt, og en urinstrøm et “skud set som et ildglimt”; hver af hendes balder var et afskallet hårdkogt æg. Vi blev enige om, at vi ville bede om blødkogte æg uden skal og endnu helt varme til klosettet og hun forsikrede mig om, at hun om lidt, når hun satte sig på det, ville forrette sin nødtørft på æg i denne form. Med hendes røv endnu i min hånd og hende selv i den nævnte tilstand, og efter dette løfte, følte jeg et vist uvejr lidt efter lidt trække op i mit indre, det vil sige jeg tænkte mere og mere.”

Meget forsimplet var Bataille af den mening, at det almene liv tvinger mennesket til at leve i vaner og ensartede mønstre – det han kaldte det “homogene”. Som modvægt til dette havde mennesket det “heterogene” – det kreative og seksuelle. I det heterogene ligger alt det, som foruroliger os og vækker angst og afsky. Det uforståelige såsom døden, nydelsen og det som man i det homogene vil kalde det forbudte. Mennesket lever basalt set på grænsen mellem disse to. Batailles bøger forsøger ikke at være moraliserende eller retfærdiggøre overskridelsen som sådan, han søger at skrive rent om det heterogene – om al det forbudte. Om alt det som foruroliger os.

Så tænk på næste gang du dyrker S/M eller higer efter det, som foruroliger dig – at du som menneske har behov for balancen. At du, stærkt forenklet, har behov for kaos for at forstå orden. At du higer efter det forbudte for kunne danne en mening i det lovlige. Er det sygeligt? Næh, det er menneskeligt og for Bataille uundgåeligt. Det sygelige ville ligge i, kun at leve enten i det homogene eller det heterogene. At leve i orden uden at kunne overskride sig selv, ville svare til at leve i en neurotisk kontrol. I bedste fald vil det være dødkedeligt og i værste forstand handicappende. At leve udelukkende i det heterogene ville svare til den ekstreme egoistiske hedonisme, hvor man skånselsløst forfølger sin egen lyst uden hensynstagen til andre.

 

Men Batailles projekt var næsten et umuligt projekt. For hvordan fastholder man det, som ikke kan fastholdes; nemlig noget så flygtigt som erotikken? Pornografien søger konstant at fange lystens væsen, ved hele tiden at gå tættere på nuet. Men det evner ikke at fange det essentielle – lysten eller erotikken. Og netop derfor opfatter Bataille ikke sine noveller som pornografi. Snarere søger han via skriften at skrive det umulige, ved at genfortælle en fortælling. Fordi han via en kæde af scener formet som selvstændige kapitler går i sporet af det erotiske. Genfortæller de spor, det har efterladt.

Lyder det kompliceret, så svarer det til at nogen spørger dig, hvori det smukke ligger ved at dyrke S/M. Tænk over hvad du er i stand til at svare. Du kan enten forsøge at genfortælle de handlinger, du gør, fremvise de spor på huden det efterlader eller lade folk overvære det i nuet. Men det vil aldrig kunne indfange præcist, hvad du mener. Du vil ikke kunne fortælle, hvad det gør ved dig. Derfor griber du ofte til metaforen, når du vil komme tæt på at kunne forklare essensens af din nydelse. Fordi nydelsen er din og flygtig. Du kan ikke fastholde den og fremvise den. Men du kan nærme dig den ved f.eks. sige: “Jeg er som en maratonløber, der med samme stolthed, nydelse og tilfredshed fortsætter på trods af smerten og pinslen.” Og det er dét, Bataille forsøger, når han skriver om det erotiske. Ved metaforens hjælp forsøger han at gøre det umulige – at fortælle om overskridelsen – om erotikkens urolige mønstre.

Hvad syntes du om indlægget?

Leave a reply

Lovebuddy